Ja, jeg sover til middag
Smerter

Ja, jeg sover til middag

18. januar 2018

Pyh… det er virkelig grænseoverskridende at indrømme (og især vise et billede af det), men…

Ja, jeg sover til middag.

Hver dag har min krop brug for at hvile. Min hjerne har brug for at koble helt fra. Ellers kan jeg slet ikke fungere. Ellers bliver smerterne for kraftige og alt bliver helt ulideligt for mig. Derfor sover jeg til middag hver dag. Og hviler mig mange gange om dagen. Det er en nødvendighed for at jeg kan fungere. Ro og hvile.

Man kan ikke se det på mig, men jeg er syg. Eller jeg har en lidelse. En usynlig lidelse. Jeg har smerter døgnet rundt og en masse følgevirkninger fra smerterne – som bl.a. medfører behov for ro og hvile. Jeg har bare ikke forbinding på, går med krykker eller andet der indikerer at jeg er syg. Så folk der ikke kender mig, kan ikke se at jeg er syg.

Det er kun de få mennesker jeg har helt tæt på mig, der kan se det.

Mine børn og min mand kan se det. De har lært at tyde mit kropssprog. De kan se det i mine øjne. Høre det på min stemme. Men folk der ikke kender mig, kan ikke se det og kun ganske få kan forstå det. Det er meget sjældent, at jeg snakker med nogen, som forstår – men i dag var der en…

Jeg havde fri fra arbejde og var ved at pakke sammen. 3 timer på job og jeg var helt færdig. Smerterne havde taget til og jeg var træt. Så kommer én af mine kollegaer ind, kigger på mig og siger henkastet (og i sjov):

“Nå, skal du hjem og sove til middag nu?”

“Ja” siger jeg, “jeg er virkelig træt.”

Han kigger undersøgende på mig. Som om han lige skal se efter, om jeg siger det for sjovt eller om jeg mener det. Og spørger mig om det er rigtigt.

“Ja, jeg sover til middag hver dag” svarer jeg. “Jeg er fuldstændig færdig efter arbejde”.

Han spørger om, hvor længe jeg så sover og om det er pga min ryg. Jeg forklarer ham kort omkring hvor dårligt jeg sover om natten og om at smerterne bliver enormt kraftige, hvis jeg ikke hviler mig i nogle timer efter arbejde. At jeg stadig er nødt til at hvile indimellem senere i løbet af dagen og om aftenen.

Under hele samtalen virker han faktisk interesseret og som om han forstår mig. Han fjerner ikke blikket og kigger ikke undrende på mig (som de fleste gør). Han lytter bare. Til sidst siger han: “Det må virkelig være hårdt”.

Det var helt vildt rart. Ikke at han synes det var hårdt – ikke for at få medlidenhed, for det vil jeg bestemt ikke. Men fordi han lyttede og forsøgte at forstå. Fordi han blev i samtalen og ikke skyndte sig at snakke om noget andet. Det er desværre meget sjældent at folk forstår – men han gjorde.

Tak til dig der forstår eller prøver at forstå. Jeg ved det kan være svært, når jeg ikke ser syg ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *