Mit liv føles som en rutsjebanetur
Smerter

Mit liv føles som en rutsjebanetur

12. februar 2018

Lige nu har jeg følelsen af, at jeg sidder spændt fast i en vogn i en rutsjebane, der bare kører op og ned hele tiden. Uden stop. Det er smerterne der styrer turen – ikke mig. Smerterne har taget kontrollen. Jeg prøver virkelig at bremse vognen, at få den til at blive på toppen. Men turen er helt ude af min kontrol 😕

Mit liv føles som en rutsjebanetur

Når jeg er på toppen af rutsjebanen er smerterne bare de almindelige smerter. De smerter, som jeg har vænnet mig til og som jeg har lært at leve med. Det er de gode dage, hvor jeg har overskud til mig selv og mine nærmeste. Dage, hvor jeg har kræfter til at gå en tur, cykle eller træne. Lytte og huske lidt. Være tilstede. Glæde mig over de små ting. Måske ligefrem grine. Nætter, hvor jeg kun er oppe et par gange og næsten føler mig udhvilet når jeg vågner.

Pludselig ændrer rutsjebanen kurs og drøner nedad igen.

Smerterne tager til og jeg kan ikke styre det. Jeg er helt magtesløs.

Når rutsjebaneturen ender i bunden er smerterne helt slemme. Smerterne i nakken er næsten ulidelige og hele kroppen gør ondt. Det er de dårlige dage, hvor smerterne næsten fylder alt. Smerterne er der hele tiden og jeg får ikke fri. Døgnet rundt. Ikke et eneste pusterum fra smerte. Hver eneste bevægelse gør ondt. Hovedet er fyldt og kan ikke rumme andet end smerten. Det er dage, hvor jeg lukker mig helt inde i mig selv. Krøller mig sammen i hjørnet af sofaen under puder og dyner. Forsøger at finde ro. Forsøger at fjerne smerten. Fjerne fokus fra smerten. Forsøger at have overskud til min familie og til mig selv. Nætter, hvor jeg ligger vågen. Forsøger at finde en måde at ligge på, der ikke gør ondt. De dårlige dage, der bare skal overstås, så turen igen kan gå opad.

Mit liv føles som en rutsjebanetur inddelt i gode dage og dårlige dage og jeg bestemmer ikke selv. Jeg kan ikke selv styre det. Jeg ved ikke hvornår turen er på toppen eller i bunden. Det gør det virkelig svært at planlægge.

Lige nu er rutsjebanen i bunden.

Jeg startede året med nogle fantastiske uger på toppen. Gode dage med overskud, energi og livsglæde. Jeg følte, at jeg havde kontrollen over mit liv. Pludselig gik turen nedad og den vil ikke rigtig ændre kurs igen. Der har lige været enkelte dage, hvor smerterne er blevet bedre. Hvor jeg har tænkt, at nu går det op igen. Men så er de kommet tilbage. Jeg forsøger at fjerne fokus fra smerten, at finde overskud og glæde. Men lige nu synes jeg det er svært.

Jeg ved godt at det vender igen. At turen lige pludselig går op igen og de gode dage kommer tilbage. Sådan er mit liv blevet – en lang rutsjebanetur. Det er bare så frustrerende, at det er ude af min kontrol. At jeg ikke selv kan styre mit liv, selvom jeg virkelig forsøger.

Only registered users can comment.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *