Motion også med smerter

Inden jeg fik kroniske smerter var jeg meget aktiv. Jeg var i gang hele tiden og elskede at bruge min krop. Stort set hver morgen løb jeg en tur. Som regel 6 – 8 kilometer til hverdag inden arbejde og gerne en lang tur i weekenden. Det var fantastisk og jeg elskede det. På med løbeskoene og ud i naturen sammen med min veninde.

Så kom smerterne og det var helt umuligt for mig at løbe. Jeg forsøgte utallige gange. Men hvert skridt gav smertefulde stød op i nakken og de efterfølgende smerter blev meget værre. Så jeg måtte til sidst indse at løbeturene var slut for mig. Jeg gik fuldstændig i stå. Lå bare på sofaen og kiggede ud i ingenting. Jeg følte mig fuldstændig tom og uduelig.

Efter en periode med selvmedlidenhed indså jeg, at jeg ikke kunne undvære at bruge min krop og komme ud i naturen. Så jeg begyndte at gå ture istedet for. I starten små korte ture. Efterhånden blev turene længere og min tidligere løbe-veninde kom med. Istedet for at løbe vores sædvanlige ruter, gik vi ture sammen. Det var helt fantastisk.

Motion behøver ikke være hårdt

Gåturene fik mig til at indse, at motion ikke behøver at være hårdt. Man behøver ikke at presse sig selv og få sved på panden. Motion gælder om at bruge kroppen – at holde kroppen i gang. Og der er masser af muligheder for at få motion uden at løbe, dyrke crossfit eller anden fysisk hård sport.

Her på siden vil jeg løbende skrive om hvad jeg gør, for at bruge min krop på trods af smerterne. Motion, som er godt for mig og som jeg kan klare uden at smerterne bliver værre og som hjælper mig. Motion som ikke belaster min krop, men derimod hjælper mod smerterne.

Jeg håber, at du vil blive inspireret til selv at komme op af sofaen og gøre noget godt for din krop. At du også vil opdage at mild motion hjælper mod smerter.