Nedtur med mange tanker og ingen energi
Selvudvikling | Smerter

Nedtur med mange tanker og ingen energi

20. november 2017

En hel uge er gået med ingenting.

Jeg vågnede mandag morgen og følte mig helt tom indeni. Min krop var slap og fuldstændig drænet for energi. Jeg havde ikke sovet værre end jeg plejer. Smerterne var de sædvanlige. Jeg var bare tung og træt i kroppen og i hovedet.

“Jeg skal bare i gang og afsted, så blir det bedre” tænkte jeg.

Det blev bare ikke bedre… Da jeg kom hjem fra arbejde kl 12.00 havde jeg stadig den der underlige følelse af tomhed og håbløshed. Jeg lagde mig på sofaen og lå bare der. Tankerne myldrede rundt. En masse negative tanker om mig selv og alt det jeg ikke kunne mere. Jeg havde egentlig planlagt nogle ting jeg skulle, men jeg kunne simpelthen ikke. Jeg havde ingen energi til at rejse mig. Lysten til at gøre noget godt for mig selv var helt væk.

Så jeg lå bare der og gav op.

Og sådan blev det hele ugen. En hel uge hvor jeg slæbte mig afsted på arbejde og så direkte hjem og ligge uden at lave noget. Jeg kunne ikke motivere mig selv til at gå en tur, tá i svømmehallen eller til yoga, selvom jeg jo godt vidste, at det ville være godt for mig. Jeg følte mig enormt modløs, ensom og trist, men kunne ikke hive mig selv op. Jeg lod bare tankerne tage over. Lod de negative, selvdestruktive tanker få magten over mig. Tanker som:

Du kan ingenting. Du er ikke noget værd. Du er helt alene.

Jeg følte mig overmandet af de negative følelser og tanker. Følte at mit liv stod helt stille.

Så det blev en hel uge med nedtur med mange tanker og ingen energi.

En følelse af at smerterne havde vundet over mig. At jeg havde overgivet mig og smidt håndklædet i ringen.

Men jeg har ikke givet op.

Jeg har haft de her nedture før og ved også godt at jeg kommer igennem det. At jeg kommer ovenpå igen. Jeg ved godt, at det er en del af min process med at acceptere smerterne og mit ændrede liv. At jeg på denne måde vil komme lidt tættere på at lære mit nye jeg at kende. At finde en mening med livet.

Det er bare ufattelig hårdt at komme igennem sådanne en nedtur og kravle op igen. Men jeg føler, at jeg er lidt på vej igen. I weekenden har jeg været i sommerhus med familien og det frigav mig lidt fra tankerne. Et par små gåture, ned til stranden og blive blæst igennem og mærke naturen.

Jeg har fået lidt af modet og glæden tilbage igen. I går aftes, inden jeg gik i seng, besluttede jeg mig for, at nu ville jeg se fremad igen og være god ved mig selv. Så, nu er det tilbage til en sund kost, lidt motion hver dag og så gøre en god ting for mig selv hver dag.

Jeg er klar til, at det er mig der skal tage styringen igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *