Nu kan jeg ikke mere
Familieliv | Selvudvikling | Smerter

Nu kan jeg ikke mere

7. maj 2018

Kender du den der følelse, at nu kan du ikke mere? Grænsen er nået. Den sidste lille bitte dråbe har fået bægeret til at flyde over.

Sådan fik jeg det sidste mandag. Jeg fik nok. Krøllede mig sammen i sofaen og blev ved med at tænke:

Nu kan jeg ikke mere 😩

Pludselig blev det hele bare for meget for mig sidste mandag. Tingene havde hobet sig op og jeg kunne ikke være med mere. Havde bare lyst til at forsvinde ind i mig selv og lukke alt og alle ude. Give op.

Set i bakspejlet så jeg det nok komme.

De sidste par måneder har vi knoklet med at shine huset og haven op. Gøre huset klar til salg. Vi har nemlig besluttet at sælge vores elskede, skønne hjem😢 Efter jeg har fået diskusprolaps og kroniske smerter, er huset og haven for meget arbejde for os. Konstant dårlig samvittighed over ikke at kunne passe det.

Så vi er blevet enige om at sælge huset og flytte i en lejlighed. Mindre plads og mindre vedligeholdelse. Få mere tid og overskud til os selv og til hinanden. Starte på en frisk❤

Så min krop har nok råbt og skreget længe.

Men jeg overhørte råbene. Valgte at fokusere på at få huset klar. Prioriterede huset fremfor gåture, træning, sund kost, lange hvil og blogindlæg. Alle de faste rutiner blev sat på standby.

Jeg tænkte hele tiden: “jeg skal bare lige have styr på det her og så kan vi komme tilbage til den sædvanlige hverdag igen. Så kan vi slappe af igen.” Men det skete bare ikke.

Sidste mandag blev det bare mere end krop og sind kunne være med til.

Det startede med at jeg sov for længe om morgenen og måtte stresse ud af døren. En travl dag på arbejde og så til ørelæge med Tobias. Da vi skulle køre hjem ville bilen så ikke køre. Tobias og jeg fik den skubbet ud af p-kælderen og bilen humpede hjem.

Jeg kom selvfølgelig for sent hjem til et møde med en ejendomsmægler. Lige inden han går siger han, at han ville anbefale os lige at male vinduerne  og dørene udvendig på huset😳

Det var så dråben.

“Nu kan jeg ikke mere” tænkte jeg. I mit hoved var huset stort set klar til salg. Tanken om alle de vinduer og døre, der skulle slibes og males knækkede mig helt. Jeg havde simpelthen ikke mere energi tilbage. Min krop og mit sind var helt brugt op.

De næste dage fortsatte på nogenlunde samme måde. Jeg havde følelesen af at alt var imod mig. At der hele tiden skete dårlige ting for mig. En dør der væltede, da jeg lukkede den, en kollega der hældte kaffe op til alle andre end mig, en kæmpe regnbyge da jeg cyklede på arbejde, jeg væltede en kop kaffe ud over bordet, min arbejdsmail virkede pludselig ikke, jeg ramte en vase, som røg på gulvet og gik i tusind stykker, jeg hældte tærtefyld ud på køkkengulvet … Synes bare at alt var noget møg. Alt gik galt for mig😩

“Nu er det nok”

tænkte jeg torsdag aften, da Netflix så heller ikke virkede.

Jeg besluttede mig for selv at gøre noget ved situationen. Få kontrollen tilbage. Sammen med Thomas fik jeg lavet en liste over de ting vi manglede at lave ved huset. Og så lavede vi en ugeplan for den næste uge. Vi fik skrevet alle planer ned i et skema, ting vi skulle huske og en madplan.

Det gav mig lidt ro i sindet.

Alle de ting jeg skulle huske, var nu skrevet ned og kunne fjernes fra mine tanker. Det lettede.

Da jeg gik i seng besluttede jeg mig for at vende fokus fra det negative til det positive. Så jeg skulle finde tre positive ting fra min dag. Pyh, det var svært – i starten. Men pludselig kom de positive ting. Tobias havde plukket blomster til mig, Emilie havde fjernet ukrudt i blomsterbedene, Thomas og jeg havde gået en tur…

Og det gør jeg nu hver aften. Tænker tilbage på, hvad der har været positivt ved min dag. Det hjælper👏🏼

Mit liv er fuld af positive ting

– jeg skal bare lige få øje på dem. Fokusere på det positive i stedet for det negative.

Fredag blev min bil lavet og i weekenden fik vi streget de fleste ting på hus-projekt-listen (også de frygtelige vinduer og døre)😅

Og lige nu sidder jeg i solen og skriver på min blog.

Det er da positivt❤

Only registered users can comment.

  1. Hehe, jeg kender godt den med bare liiige at skulle… Ting, der bliver ved med at hobe sig op, fordi noget andet er vigtigere. Også vigtigere end mit hvil og mit stopskilt 🙄
    Jeg håber inderligt for Jer – og især dig – at huset bliver solgt pronto! Med overtagelse, når du har hvilet og er klar til endnu et ryk 😊
    Pøj pøj og et kærligt kram ❤ ❤

    1. Tusind tak patricia❤️
      Ja, det der stopskilt er nogle gange godt gemt væk bag store buske og træer😬
      Husk at passe på dig selv😘

  2. Hej Tina.
    Den uge du havde sidste uge, er jeg på vej igennem.. Nej jeg kæmper lige nu, og det en af de dage hvor jeg bare tænker “hvorfor lige mig..”.. “Hvorfor kan jeg ikke se mig ud af det” .. “hvorfor er jeg ikke stærkere?”
    Det hele er svært lige nu. Den med de 3 ting laver jeg også, mit problem nogle gange er det er svært at blive ved med at prøve at lade de glade ting, gøre glade. Jeg ved ikke om du forstår hvad jeg mener. En af tingene var feks, min kaffe i morges. Den var jeg glad for. Den gjorde mig glad. Men nu feks, ja den gjorde mig glad i morges, men den har svært ved at få et smil frem lige nu når jeg ligger med tårerne i øjnene.
    Du er god, du er stærk, og at du klarer det, motivere også mig til at fortsætte!
    Tak for dig, og din ærlighed. Undskyld hvis min kommentar blev trist, det ikke sådan ment.
    Jeg håber huset bliver solgt hurtigt, så det ikke tager flere tanker end nødvendigt!
    Jeg sender medvind, og varme tanker!

    1. Kære Linett,
      Jeg forstår dig❤️ Livet kan i perioder synes så hamrende uretfærdigt. Nogle gange varer perioderne rigtig længe og så kan det være enormt svært at finde de positive ting.
      Du er stærk. Du prøver jo på at fokusere på det positive selvom du har det svært. Det synes jeg er helt vildt flot. Bliv ved med at kæmpe Linett. Jeg er dybt beæret over at jeg motiverer dig. Tusind tak😘

  3. Du er så sej godt gået at du evner at få det hele vendt. Jeg er fuld af beundring. Jeg er helt flov over at jeg piver over min situation som kun har stået på en måneds tid og forhåbentlig ikke er kronisk. Du er en inspiration ……. en positiv kvinde

    1. Tusind tak Hanne❤️
      Du skal bestemt ikke være flov. Smerte er smerte – uanset hvor længe man har haft dem. Om de er kroniske eller akutte.
      Jeg håber, at du snart får det bedre😘

  4. Hej skat
    Er super stolt over at kunne kalde dig min kone, og ikke mindst mor til vores børn. Hvis børnene og jeg skulle skrive 3 positive ting fra vore hverdag, ville det være meget nemt: Tina, mor & kone. Ja, der er tider, hvor humøret er nede og tingene går skævt, men vi husker altid på at det gør det kun for dem som er her! Du er her når børnene kommer hjem, du sørger for at der er ro på, så jeg ikke er presset med at skulle hjem og dermed kan arbejde med god samvittighed, så husk, uden dig havde det været noget møg for 3 personer?

  5. Jeg om nogen ved hvad du lige har gennem gået! Kender de tanker jeg selv har sloges med! Jeg har nu også kæmpet med endnu flere smerter i gennem længere tid! Begrænset det giver en i hverdagen! Når man så som du selv beskriver det dårlige følelser af ikke at kunne slå til.! Selvom det bare ikke hjælper en over hovedet. Jeg er så imponeret over at du fik styr på dine tanker!💪 Jeg har fra starten af valgt at jeg skal være positiv tankegang! Det er ikke nogen nem opgave på de svære dage!!😪 Men jeg har valgt at meditere men det er ikke nemt altid at finde tiden og i særdeleshed når jeg har ekstremt ondt. Men det hjælper faktisk utroligt meget for det løsner op for ens tanker og smerter ❤️🙏🤗 Så stolt over at du fandt en udvej for det er faktisk hvad det drejer sig om at kunne ❤️💪🤗 Knus

    1. Tak Lars 🙏
      Jeg håber virkelig at jeg kan fortsætte med den positive tilgang – men som du selv skriver er det utrolig svært når smerterne er helt slemme eller når det hele bare falder sammen. Det kræver nok øvelse. Men jeg er overbevist om at positive tanker hjælper😊 og så hjælper det fantastisk skønne sommervejr også ☀️ Jeg elsker bare sommer❤️ Jeg har ikke prøvet meditation endnu – men når jeg er klar til det, vil jeg også prøve. Jeg er sikker på at det kan give en skøn ro. Jeg lytter rigtig meget til afspænding. Det hjælper mig rigtig meget til at slappe af i krop og sind🙏
      Håber du og din familie får en skøn sommer☀️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *