Mit liv ændrede sig pga smerter

Jeg hedder Tina, er 41 år og bor i Odense sammen med min mand og vores to dejlige børn. Jeg har altid været meget positiv, udadvendt, selvstændig og aktiv. Havde altid gang i en masse ting og helst på én gang 🙂 Jeg løb ture næsten hver dag sammen med en veninde og det blev også til en del halvmarathon. Jeg havde planer om at løbe en Marathon.

Men i oktober 2014 tog mit liv en kæmpe drejning.

Jeg havde et uheld på en ferie, som resulterede i tre diskusprolaps i nakken. Jeg var igennem en lang periode med voldsomme, ulidelige smerter og sygemelding fra mit arbejde. Jeg blev opereret for den ene diskusprolaps – men smerterne forsvandt ikke – heller ikke med meget stærk smertestillende medicin. Jeg forsøgte ALT for at få smerterne til at forsvinde, for at “blive normal” igen. Genoptræning, fysioterapi, zoneterapi, akupunktur, flere undersøgelser, ny medicin og kom på smertecenter på sygehuset. Men intet hjalp. Smerterne var der konstant. Så fik jeg en diagnose fra smertecenteret:

“Kronisk kompleks smertepatient”

Jeg var deltidssygemeldt og forsøgte at passe mit arbejde og min familie – men måtte til sidst bukke under og erkende, at jeg aldrig blev “mig selv” igen. Smerterne blev der og jeg måtte tilpasse mig. Så sammen med min læge søgte jeg om flexjob og efter noget tid blev jeg tildelt flexjob. Mit arbejde havde hele tiden støttet mig og beholdt mig også nu med mit nye flexjob på 15 timer om ugen. Det var en kæmpe lettelse og så kom der endelig mere ro på. Jeg begyndte at acceptere smerterne. Min dårlige samvittighed overfor mit arbejde forsvandt og jeg fandt ud af, at jeg generelt havde dårlig samvittighed over alt hele tiden – så det begyndte jeg at arbejde med.

Flere komplikationer

Imellemtiden havde jeg fået yderligere to diskusprolaps i lænden, en tarlov cyste og smerter omkring halebenet. Så nu startede jeg forfra igen med undersøgelser, behandlinger, ny medicin…

Så den aktive, positive og energiske Tina fandtes ikke længere. Smerterne overtog mig og ændrede hele min person. Løbeturene blev erstattet med ro og hvile og jeg blev pludselig afhængig af hjælp til ganske almindelige daglidags ting.

Så helt præcis hvem jeg er lige nu, ved jeg egentlig ikke helt. Det er noget jeg arbejder på at finde ud af. Det er en lang proces, men jeg skal nok finde ud af det. Én ting ved jeg med sikkerhed:

Jeg er meget mere end mine smerter!