Det kan godt være, at mit liv ikke blev som jeg ville. At mit liv tog en pludselig drejning. At jeg blev ramt af smerter. Kroniske smerter. Men jeg lever og jeg vil have det bedste ud af mit liv. Jeg vil leve uden bare at overleve. Så, nu er det op på hesten igen. Tilbage til alt det gode. Tilbage til livet.
Selvudvikling | Smerter | sund krop og sind

Op på hesten igen

12. marts 2018

Endnu engang blev jeg smidt af hesten

Denne gang var det ikke smerterne der smed mig af. Det var ikke smerterne der ramte mig, men en omgang halsbetændelse efterfulgt af bihulebetændelse. For pokker hvor har jeg været dårlig. Og hvor har jeg bare været ynkelig og haft ondt af mig selv. Fyldt op af selvmedlidenhed og sygdom🤒

Efter 2 uger er jeg nu endelig i bedring og jeg kan mærke at bakterierne er ved at være ude af kroppen.

Jeg er bare fuldstændig afkræftet og træt.

Træt i min krop og i mit sind. Træt af at miste kontrollen over mit eget liv. Træt af at blive smidt af igen og igen. Starte forfra. Træt af at være træt🙄

Lige nu føles det som om, at hver gang jeg begynder at få det lidt bedre, så går det galt. Hver gang jeg begynder at mærke en lille smule fremgang, så møder jeg modstand. Når rutsjebanen endelig begynder at køre lidt opad, så ryger den helt ned i bunden igen.

Det er virkelig hårdt, at blive ved med at kæmpe – at kravle op på hesten igen.

Men jeg gir ikke op!

Der er ikke nogen der kommer og samler mig op. Den eneste der kan gøre noget er mig selv. Og helt ærligt, jeg har kun et liv. Det her ene liv. Det kan godt være, at mit liv ikke blev som jeg ville. At mit liv tog en pludselig drejning. At jeg blev ramt af smerter. Men jeg lever og jeg vil have det bedste ud af mit liv. Jeg vil leve uden bare at overleve.

Så, nu er det op på hesten igen.

“Op på hesten igen” er et udtryk der betyder, at når man bliver smidt af hesten, er det vigtigt at overvinde sin frygt, og komme op igen.
Jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for rent faktisk at frygte at ride igen.

I morges besluttede jeg mig for at starte på en frisk igen. Komme tilbage til livet. Tilbage til at være god ved mig selv. Op på hesten igen – eller det blev så op på cyklen igen😂

I morges trak jeg cyklen ud af garagen og cyklede på job – og hjem igen da jeg havde fri. Det var fantastisk.

Jeg elsker at cykle❤

Følelsen af at være fri. Bare cykle og mærke vinden. Tømme hovedet for tanker og nyde naturen. Bruge min krop. Og det bedste er, at smerterne ikke bliver værre når jeg cykler.

Der er mange ting, jeg ikke kan længere pga smerterne, men jeg kan stadig cykle❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *