Så mange ord er bare forsvundet
Selvudvikling | Smerter

Så mange ord er bare forsvundet

12. januar 2018

Kroniske smerter er ikke bare smerter.

Smerterne har for mig også irriterende følgevirkninger som dårlig søvn, træthed, koncentrationsproblemer og dårlig hukommelse.

Jeg er blevet enormt dårlig til at huske. Ikke bare aftaler, men også ord. Helt almindelige hverdagsord. Så mange ord er bare forsvundet. Jeg ved egentlig godt hvad ordet er, men kan bare ikke få det helt frem.

Jeg har været vildt frustreret, gal, ked af det og irriteret over lige pludselig, ikke at kunne huske mere. Bange for om der var et eller andet helt galt med mig. Kæmpet for at få hukommelsen tilbage. Men jeg har efterhånden vænnet mig til det. Dem der er tæt på mig har vænnet sig til det.

I går var jeg ude og gå en tur med en veninde.

– næsten 6 km. Vi gik og snakkede om alt muligt. Familie, arbejde, træning, kost, vejret… Det er en virkelig hyggelig måde at få motion på og samtidig være lidt social. Bare gå og snakke ❤️ På et tidspunkt fortæller hun, om hendes kæmpe haveprojekt, hvor hun lige har fået fældet en masse store træer. Da hun er færdig, fortæller jeg om, da vi selv skulle fælde træer i haven:

“Vi havde nogle kæmpe grantræer… Du ved, dem der, der altid er på banegårde.”

Min veninde er helt stille og kigger bare undrende på mig.

“Årh nej, ikke på banegårde… Du ved, det der sted, hvor der ligger en masse døde mennesker.” Forklarer jeg (for jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om ordet).

“Nåååå, du mener kirkegårde” siger hun. Vi kigger på hinanden og er helt færdige af grin.

I de situationer har jeg accepteret, at jeg ikke kan huske.

Accepteret at jeg ikke kan finde de rigtige ord. Når bare jeg er sammen med mennesker, der kender mig rigtig godt og som ved hvordan jeg har det. Så er det ok. Så føler jeg mig tryg. Og jeg er blevet rigtig god til bare at forklare, hvad det er for et ord jeg mangler. Eller finde alternativer. Nogle gange kommer der nogle meget sjove samtaler ud af det 😉

I andre situationer er det svært.

Når jeg er sammen med mennesker, der ikke kender mig. Mennesker der ikke kender til mine smerter. Det synes jeg stadig er et problem.

I dag på arbejde havde jeg et møde med en praktikant. Han har kun været hos os et par dage og kender mig slet ikke. Jeg laver alt markedsføring på arbejdet og ville lige gennemgå vores hjemmeside med ham. Forklare hvordan den er bygget op, hvad formålet er med den mm.

Flere gange undervejs har jeg glemt nogle ord og forsøger at forklare mig på en anden måde. Vender og drejer sætningerne inde i mit hoved. Og flere gange kigger han bare undrende på mig. Det er meget tydeligt at han ikke helt forstår mig. Jo længere tid vi snakker sammen, desto værre bliver det. Jeg bruger enormt meget energi på at forsøge at huske ordene. Anstrenger mig virkelig for at huske de ord, der ikke lige vil komme frem. Bliver irriteret på mig selv. Så jeg får ham sat i gang med en opgave, så jeg kan være mig selv igen. Bagefter er jeg virkelig træt. Fuldstændig udmattet.

I de situationer, synes jeg det er svært. Når folk ikke kender mig. Når de ikke ved, at det bare er pga smerterne. Jeg ser jo ikke syg ud. Mine smerter er en skjult sygdom. En skjult lidelse.

Det er enormt udmattende at lede efter ordene hele tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *